Man kan spendere lidt tid ved en gravsten
Vi danskere er ikke de bedste til at forholde os til døden, hvilket er mærkeligt, når al statistik viser, at vi ikke kan overleve døden, og skulle man blive genoplivet, så kommer døden bare senere efter en.
Alligevel er der en del udgifter forbundet med at blive begravet, eller hvordan man nu ellers ønsker at komme herfra, men vi danskere ser lidt mere pragmatisk på den slags, og så holder vi følelserne for os selv.
Så vi ender med at have vores døde samlet på en kirkegård, hvor de kan holde hinanden med selskab, for det er næsten kun dem, der er ansat på stedet, som der ser til de her mennesker ved at holde områderne pæne og rene – men man kontrollerer det sjældent selv.
Det er mest op til jul eller lignende, at man kigger forbi, og det er da en skam, når man var vedkommende nær så meget, for ellers ville man da næppe have brugt så mange penge på at begrave vedkommende, medmindre personen selv havde sørget for det forud.
Brud lidt tid ved gravstenen for den afdøde
Det er især den her gravsten, som der er det personlige mærke for at vise, hvem der levede, hvem vedkommende var og måske lidt flere referencer.
Men man bruger dårligt minutter ved stedet, når man er der.
Det kunne man gøre noget ved, hvor man tager en stol med, måske en avis en bog eller andet og læser op.
Det lyder meget udansk, men det er jo en måde at holde kontakten med vedkommende, og så længe man ikke er højtrystende eller generer andre, så kan man godt slippe afsted med at gøre det.
Det kan føles lidt grænseoverskridende at gøre til at starte med, men måske finder man ud af, at det faktisk giver en lindring over tabet og sorgen derfra.
