Skal du prøve noget andet end at være tandlæge
Det er et ærefulgt erhverv at være tandlæge.
Der kræver en speciel uddannelse at kunne kalde sig udlært tandlæge. Det har krævet mange ofre på den private front, at du ikke lige kunne deltage i en selskabelig anledning eller to, fordi du skulle læse til eksamen og sågar har været vågen hele nætter for at læse.
Du klarer dig faktisk godt gennem eksaminerne, og du skulle ikke have merit, for du tog aldrig orlov. Dog har det også betydet, at mange byture røg til fordel for at deltage i frivilligt arbejde, der relaterede sig til at være tandlæge, så du allerede som udlært kunne skrive lidt praktisk erfaring på dit CV.
Men trods besparelser på byture, så var du alligevel nødt til at tage studielån, for det arbejde som hjælper ved en udlært tandlæge var frivilligt arbejde, og regningerne betalte jo ikke sig selv.
Dine forældre var pavestolte, da du fik dit eksamenbevis, og du havde allerede planlagt, hvor du skulle starte egen klinik op alene eller sammen med en anden eller flere.
Du var endda så heldig, at det hele flaskede sig med, at du fandt en bedre halvdel og stiftede familie kort derefter, hvor du også fik klinik, så der ikke var så langt til arbejde.
Men nu, hvor du står foroverbøjet henover gabet på guderne må vide hvilket kundenummer i rækken, du er kommet til.
Du har læst op på, hvad der ellers findes af alternative muligheder til at efteruddanne dig eller forsøge at specialisere dig som tandteknikker eller andet, men det føles så uoverskueligt med parforhold, børn, hus, fast indkomst og mange andre praktiske foranstaltninger, så du ikke bare vil kaste det væk for at prøve noget andet.
Men ingen siger jo, du skal være tandlæge resten af dit liv, og mon ikke familien derhjemme vil trives bedst med, at du er glad for at gå på arbejde?
Den slags smitter jo også af på familiefronten.
