Velour er både til hverdag og fest

20 September 2020 Heidi Kirkebække

editorial

Bløde bukser til baby, en praktisk dug til det lange festbord eller skønne puder til sofaen… Det bløde og på mange måder praktiske velourstof har virkelig mange anvendelsesmuligheder.  

Men hvad er velour egentlig for en størrelse? Læs med her, hvis du vil være lidt klogere på det.

Hvad er velour?

Velour er en tekstiltype, som består af en vævet bund med en kort og tæt opretstående luv. Velour er blødt som fløjl og mere eller mindre glansfuldt afhængigt af hvilken slags velour, der er tale om.

Velour er ofte fremstillet af bomuld, men det kan også være lavet af kunstfiber.

Hvad bruges velour til?

Velour anvendes både som møbel-, bolig- og beklædningsstof.

Hvis du er på udkig efter en praktisk, billig og alligevel fin dug, så du kan dække et pænt bord til studenterfesten, er et stykke såkaldt ‘nervøs velour’ et oplagt valg. Efter festen kan dugen nemt vaskes, tørretumbles og lægges i skabet indtil næste fest. Den skal ikke engang stryges. 

Andre typer og kvaliteter af velour egner sig fortrinligt til tøj. Det kan være det lune og ikke mindste fløjlsbløde sæt, som enhver baby eller tumling vil elske at have på. Men det kan også være den romantiske, tungere kjole til den store gallafest eller den lækre hverdagskimono, som giver jeans og t-shirt et ekstra cool udtryk.

Og endelig er visse typer af velour velegnet til møbelpolstring, til gardiner, til sofapuder og så videre.

Velour findes i mange forskellige kvaliteter

Ligesom alle andre typer af stof, kan man få velour i mange forskellige kvaliteter – og dermed også i forskellige prislag.

Noget velour er mere slidstærkt end andet, noget er mere strækbart og elastisk end andet, noget er tungt, mens andet er lettere i udtrykket.

Hvad, du skal gå efter, afhænger selvfølgelig af, hvad du skal bruge det til.

More articles